Mere end 700 håndboldspillere er klar til at dyste om pokaler og håneretten i det lokale. Det gælder også om at forbrænde julemaden og holde grebet om bolden ved lige og ikke mindst at hygge sig med en masse håndboldkammerater. De deltager i kommunemesterskabet, som bliver afviklet i Medius Holsted den 2.-4. januar 2009. Vi håber at kommunemesterskabet i håndbold vil blive en fast årlig tradition, så andre byer har mulighed for værtskabet i de kommende år. Mange klubber har ydet en stor indsats i forbindelse med planlægningen af stævnet, så derfor er dette i høj grad klubbernes stævne, som arrangeres i samarbejde med DGI Sydvest. Vi er meget tilfreds med deltagerantallet set i lyset af at det er første år. Vi har forsøgt, at skabe nogle gode rammer for gennemførelsen af stævnet, og vi håber, at spillere og tilskuere vil være med til at udfylde disse rammer på en sportslig og kammeratlig måde med plads til socialt samvær på tværs af holdene. Vi håber på mange spændende kampe. Mange frivillige ledere og hjælpere vil stå til disposition under stævnet og sørge for, at alt forløber efter planen.